Nyeste blogindlæg

Laura Petra Polichnel von der Maase

blogger om kommunikation og boligsocialt arbejde.

BOXEN 2620 Streetgames – de første erfaringer

IMG_20200714_091458-1

I løbet af sommeren og efteråret 2020 har børn og unge i boligområdet AKB Hedemarken haft mulighed for at låne rulleskøjter, spille fodbold og meget mere i den bemandede idrætscontainer ’BOXEN’.

En del børn går ikke til fritidsaktiviteter eller deltager i foreningslivet. Til gengæld har de stor glæde af tilbud om lokale, gratis aktiviteter. Med dette projekt taler vi ind i et behov for fællesskaber, positiv voksenkontakt og opmærksomhed i en anden kontekst end hjem og skole, samt aktiviteter med formål for børn i boligområdet.

Processen med at søge midler og realisere idéen om en idrætscontainer startede ganske vist, før Covid-19 situationen i landet blev aktuel, men da BOXEN slog dørene op for udendørs aktiviteter i juni 2020, faldt det på et tørt sted. Med hjemmeskoling og nedlukning af aktiviteter, var det for mange kærkomment nu at have et sted, hvor de kunne lege og hvor BOXENS personale arrangerede aktiviteter og sørgede for, at sundhedsstyrelsens retningslinjer om afstand, håndsprit osv. blev overholdt. Projektet var nyt for os, og vi gjorde os en lang række erfaringer, som vi tager med os til næste år, hvor BOXEN kommer til Albertslund Nord.

 

”De 10 bud”, hvis du vil have børn til at komme og lege eller dyrke sport sammen

I løbet af foråret 2021 kommer BOXEN til boldbanen bag Damgården nord for Roskildevej. Efter det første år i AKB Hedemarken er her de vigtigste ting, som vi tager med os videre, og som vi kan anbefale andre, der vil lave noget lignende:

  • BOXEN skal placeres, der hvor børnene og de unge i forvejen kommer, fx tæt på en klub eller legeplads.
  • Planlæg en eller to aktiviteter såsom fodbold og rundbold hver dag, og giv børnene mulighed for at kunne tilmelde sig.
  • BOXENs personale skal være lokalt kendte, da de skal gøre brug af deres netværk i rekruttering af børn til aktiviteter.
  • Kommunikation til målgruppen er mest effektiv ved mund-til-øre, netværk og fysisk tilstedeværelse.
  • Godt samarbejde med boligområdets driftsmedarbejdere er en fordel i forbindelse med tekniske udfordringer.
  • Samarbejde med lokale klubber og institutioner er godt til at øge kendskab til både BOXEN og de lokale fritidstilbud.
  • Faciliteter såsom toiletforhold, adgang til vand, skygge og siddepladser er essentielt.
  • Der bør udarbejdes en langsigtet plan for de aktiviteter, som BOXEN står for, fx rundboldkampe og rulleskøjteløb. Denne plan skal så formidles ud til målgruppen, så børn og deres forældre ved, hvad der sker i BOXEN.

 

Samarbejdspartnere

Albertslunds Boligsociale Center og DIF Get2Sport søgte midler fra Kulturministeriet til realiseringen af projektet ”Idrætscontainer i udsatte boligområder”. I Foråret 2020 fik vi heldigvis en positiv tilbagemelding fra Kulturministeriet. Udover finansieringen fra Kulturministeriet, medfinansierede Albertslund Kommune med medarbejdertimer i form af Laila Holme fra Get2Sport, og ABC medfinansierede med medarbejdertimer til projektstyring og koordinering. AKB Hedemarken bidrog også med medarbejdertimer og hjælp fra ejendomskontoret.

Et af BOXENs højdepunkter i 2020, var da den dannede ramme for DIF’s fodboldskole for piger, og DIF viste sig derfor at være en vigtig partner i rekruttering af børn – sandsynligvis fordi DIF er et kendt navn blandt både børn og deres forældre. Af andre lignende partnere kan vi nævne Albertslund Fægteklub der i uge 42 kom ud til BOXEN og tilbød børn en prøvetime i fægtning. Lignende besøg af lokale klubber kan klart anbefales til de kommende år.

Noget, som vi ikke fik afviklet i år, var samarbejde med lokale klubber og institutioner, fx Lindegården – den lokale børnehave. Som vi kommer ind på senere, har netværk og mund-til-øre kommunikation vist sig at være den mest effektive kommunikationsform for promovering af dette projekt, og hvis børn og deres forældre lærer BOXEN at kende gennem deres institution, er der en større chance for, at de også vil gøre brug af BOXENs tilbud i deres fritid.

 

Aktiviteterne

I BOXEN finder man både rulleskøjter, løbehjul, fodbolde, rundbolde og bat, frisbees, kegler, sjippetov og meget mere. Der var klart flest børn, der deltog, når der var arrangeret en aktivitet på forhånd, som var blevet meldt ud, fx fodboldturnering og lignende. De dage, hvor BOXEN ”bare” var åben for børn, der selv ville lege, var mildest talt lidt sløje.
En vigtig erfaring fremover er derfor, at BOXENS personale skal lave en aktivitetsplan, som bliver meldt ud på så mange medier som muligt (digitale, trykte samt bannere), så børnene i boligområdet kan danne hold til turneringer eller planlægge at deltage til bestemte aktiviteter på forhånd. Det har i hvert fald vist sig i løbet af 2020, at det er nemmere for børnene at komme og benytte sig af BOXEN’s tilbud, når de blev sat i gang med aktiviteter, fremfor selv at skulle finde på, hvad de ville.


Personale

Til den daglige drift af BOXEN blev der ansat 8 studerende, alle med en relevant idræts- eller bevægelsesorienteret uddannelse. Det var vigtigt for os, at de ansatte udviste en glæde for leg og børn. Inden opstart af BOXEN afholdt Laila Holme en personaledag for de ansatte, hvor de mødte hinanden og fik en rundvisning i containeren og lokalområdet. BOXEN holdt åben på skolernes fridage (weekender og ferier) kl. 11-15. Der var to ansatte på vagt ad gangen. Vi erfarede, at de ansatte har brug for mere motivation, planlægning og understøttelse, end de umiddelbart fik. Desværre var der enkelte dage, hvor de ansatte ikke vidste, hvad de skulle lave. Dette, mener vi, kan undgås ved nærmere ledelse, samt en prioritering af lokalkendte ansatte, der er mere investerede i lokalområdet.

Til hvervning af ansatte satte vi jobannoncer på diverse jobfora, samt relevante facebook-grupper, fx en gruppe for studerende på linjen for idrætspædagogik på DPU. I tråd med ønsket om mere lokalkendte ansatte, kan vi fremover koncentrere rekrutteringen mere lokalt, da dette viste sig mere relevant for de ansattes motivation og succes, end en idrætsfaglig uddannelse.


Placering

I Hedemarken er der en stor plæne, hvor der bl.a. kan spilles fodbold og rundbold. Her blev BOXEN placeret, med boldspil in mente. Plænen var velegnet til projektet, men den ligger langt fra den legeplads og fodboldbanerne, som er det normale mødested for områdets unge. En anden udfordring, der opstod med valget af placering af boksen på en plæne, var, at det var udfordrende at få en lastbil til at købe ind og placere den, pga. det bløde underlag og lastbilens og BOXEN’s vægt. Det er derfor vigtigt at medtænke tilgængelighed for lastbiler, når man planlægger placering af en idrætscontainer.

Det viste sig, at børnene i Hedemarken ikke vidste, hvor BOXEN lå, og fordi den ikke lå, hvor de normalt legede, kom de ikke naturligt derhen. Det var en stor succes, når de ansatte flyttede aktiviteterne andre steder i Hedemarken, eller gik en tur i Hedemarken og rekrutterede børn til at lege. Der var indkøbt flag og en soundbox til at hjælpe med at gøre opmærksom på BOXENs tilstedeværelse, men de ansatte i BOXEN, benyttede sig ikke effektivt af dette, hvilket selvfølgelig var ærgerligt. Vi kan altså konkludere, at det bedste er at finde en placering til BOXEN, der hvor børnene i forvejen plejer at komme, fx ved en klub eller legeplads.

 

Kommunikation

AKB Hedemarkens boligsociale medarbejder, Laura von der Maase, stod delvist for kommunikation af BOXENS aktiviteter til Hedemarkens børn og unge. Der blev lavet Facebook kampagner, ophæng af sedler i opgange og husstandsomdeling af trykt materiale til alle lejemål i Hedemarken, men det der viste sig, at det der havde klart den bedste effekt, var netværk og fysisk hvervning af børn. Derfor er det også en vigtig lektie, at de ansatte, der bemander containeren, er lokale og har et netværk, kender området og de børn, der bor der.

Til gengæld var det en succes, de få gange de ansatte i BOXEN huskede at tage billeder og videoer af aktiviteterne, enten før, under eller efter og dele dem på Facebook og Instagram. Det gav altså pote, når kommunikationen viste, hvad der skete ”nu og her”, så børnenes forældre kunne se, hvad der skete dernede ”lige nu” og kunne sende deres børn derhen for at lege. På samme måde vil et flow af billeder fra aktiviteterne øge beboernes bevidsthed om muligheden for at lege ved BOXEN.

Vi havde lavet et stort banner, der hang på containeren, med oplysninger om, hvad det var for en boks der pludselig stod her, så nysgerrige beboere kunne blive tilfredsstillet. Samtidig stod der kontaktoplysninger og åbningstider for BOXEN. Vi modtog flere henvendelser fra beboere, der gav udtryk for, at banneret var en god måde at kommunikere til beboerne om BOXEN på. Vi vil derfor anbefale at kommunikation omkring BOXEN og lignende projekter indebærer bannere rundt omkring i boligområdet, med information om aktiviteter, åbningstider og placering af BOXEN.

Selve containeren, der danner rammer for BOXEN, fik vi malet af en graffiti-kunstner. For det første for at forskønne containeren, for det andet for at gøre den letgenkendelig og mere ”street”. Derudover står der teksten ”Kulturministeriet” som en del af udsmykningen, hvilket skilter både blåstempling af kulturministeriet, samt en anerkendelse af den store støtte, projektet har fået fra Kulturministeriet.

 

Praktiske detaljer

BOXENs ansatte skal selvfølgelig have adgang til vand og toiletfaciliteter, så det skal også medtænkes i BOXENs placering. Personalet fik i Hedemarken adgang til det boligsociale kontor i området, så de kunne bruge faciliteterne der. Det viste sig dog at være et problem, da BOXEN en uge i sommeren 2020 dannede ramme for DIF’s fodboldskole for piger. Faciliteterne her var ikke tilstrækkelige til personalets og de godt 40 piger, der deltog. Heldigvis havde vi mulighed for at låne toilettet på det lokale bibliotek, så det endte alligevel godt.

Vi havde indkøbt store termobeholdere, som brugerne af BOXEN kunne tappe vand fra, og det fungerede godt. Samtidig viste der sig et behov for både bord og bænke til ansatte såvel som forældre, samt en pavillon, hvor man kunne finde skygge. Afdelingen stillede bænke og borde til rådighed, og DIF donerede en pavillon midt i hedebølgen!

Strøm skal selvfølgelig også trækkes til containeren, hvilket heldigvis ikke var et problem i Hedemarken. Et godt samarbejde med boligområdets driftspersonale er en rigtig god ting, da det i dette tilfælde gjorde mange af de mindre praktiske udfordringer relativt lette at løse.

En sidste vigtig erfaring, som absolut ikke er den mindste, er at en ansvarlig fra enten ABC eller Get2Sport er ansvarlig for de ansatte og aktiviteterne. Vedkommende bør være til stede i BOXENs åbningstid, eller i det mindste til at kontakte, skulle der opstå behov for dette. 

Erfaringer fra mobile COVID-19 testcentre i de alm...
En trivselsaften giver fællesskab i klassen
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Gæst
lørdag, 15. maj 2021