aktuelt

 

3. april 2018

OM MANDAGEN ER DER MODELVÆRKSTED PÅ SKEMAET

Netværket

Når klokken slår 12 om mandagen, kommer tre elever fra Herstedlund Skole ind ad døren i Modelværkstedet i Kanalens Kvarter. På det lille værksted, som er fyldt med maskiner og materialer, står tre frivillige klar til at hjælpe de unge med at lave ting i træ og metal. Modelværkstedet er et samarbejde mellem frivillige håndværkere og handymen, Herstedlund Skole og Albertslund Boligsocial Center. Projektet er støttet af Trygfonden og skal undersøge, hvordan skole og civilsamfund kan samarbejde mere til gavn for eleverne. Resul Kücükakin, som er lærer på Herstedlund Skole og ansvarlig for samarbejdet, siger: ”I skolen oplever vi, at nogle elever får utrolig meget ud af at komme hernede i værkstedet. De får nogle succesoplevelser og skaber nogle ting, som de kan fortælle om og vise frem i skolen".

Parterne har netop holdt møde for at styrke samarbejdet. ”Vi har hver vores travle hverdage og opgaver, og nogle gange er det vigtigt at mødes og lave nogle småjusteringer, for at det kører, som vi ønsker.” fortæller Louise Østergaard fra ABC. Flemming Dahl, som er finmekaniker og frivillig i Modelværkstedet fortæller: ”Man starter med en kuglepen. Den kan laves på 2 – 3 gange, og så vurderer vi derefter sammen med eleven, om de skal fortsætte hernede, og hvad de så kan tænke sig at lave. Vi taler altid med eleverne om det, og vi har altid en god dialog med dem. De skal brænde for det, de laver.” Du kan følge Modelværkstedet her.

20. marts 2018

HVAD SKAL SOCIALØKONOMISK VIRKSOMHED HEDDE?

Netværket

Der arbejdes på højtryk på at etablere en socialøkonomisk virksomhed i Albertslund, som både kan gøre en forskel for miljøet, lokalområdet og arbejdsløse, der har brug for opkvalificering i trygge rammer. Afskårne blomster produceres med brug af kemikalier. De transporteres over enorme afstande med høj udledning af CO2 til følge. Og så bliver de smidt ud efter højst en uge. Den socialøkonomiske virksomhed tilbyder både private og erhverv et miljøvenligt alternativ til den forurenende blomsterindustri: Plantedekorationer, der er dyrket lokalt og plantet i genbrugsting. Virksomheden har speciale i holdbare planter og planter med særligt luftforbedrende kvaliteter, som ikke bare giver ilt, men også renser luften på kontoret for giftstoffer. Du kan læse mere om tankerne bag virksomheden her.

Vi har endnu ikke fundet det helt rigtige navn til virksomheden. Vi vil derfor gerne invitere alle kreative sjæle til at komme med deres idéer. Hvad skal virksomheden hedde? Du kan sende dit forslag senest d. 23. april til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Navnet skal gerne signalere genbrug og bæredygtighed. Vinderen får direkte besked og bliver selvfølgelig takket med et af virksomhedens eksklusive planteprodukter. 

  

15. marts 2018

NYT NETVÆRK FOR JOBSØGENDE

Netværket

Den 9. april starter et nyt fællesskab for ledige, der brænder for at få et job. Det foregår lokalt i Hedemarken i nyindrettede lokaler, hvor 8 jobsøgende ad gangen kan være med. Man mødes tre dage om ugen – mandag, onsdag og fredag – fra kl. 10-12.30 og støtter hinanden i jobsøgningen. I lokalerne er der adgang til computere og printere. Og fællesskabet kan f.eks. benyttes til at skrive ansøgninger og CV, tage billeder til sin ansøgning, lave en præsentationsvideo, træne jobsamtalen og tage på virksomhedsbesøg. Netværket bygger på, at man har lyst til at sparre med hinanden. Men Elena Serafino Galioto fra Jobcentret og Lone Troja Kaas fra Albertslund Boligsociale Center står til rådighed med støtte og rådgivning. Lone tilbyder desuden individuel coaching. Man kan være med i tre måneder. For at komme i betragtning til en plads skal man til en introsamtale med Lone, som kan kontaktes på 60 66 00 60 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 2. marts 2018

DEN GODE VELKOMST

Velkomst

Vi kender alle til, hvor svært det kan være at deltage i noget for første gang. At være ny. At gå ind af en dør, hvor man ikke ved, hvem eller hvad der venter på den anden side. I boligområderne er der mange anledninger til at byde velkommen. Til nytilflytteren. Til det nye bestyrelsesmedlem. Til nye frivillige. Til nye deltagere i boligområdets sociale liv. Den 12. april inviterer ABC til en aften i den gode velkomsts tegn. Det er ressourcenetværket for naboskab og trivsel, der danner rammen om mødet, hvor der bliver gode muligheder for både at blive inspireret og byde ind med egne erfaringer. Aftenens oplægsholder er diakon Conny Hjelm, som vil servere ingredienserne til den gode velkomst. Se programmet her. Find slides fra dagens oplæg her.

 

 

15. februar 2018

NYE KUNSTNERE I BLOKART

BLOKart

Kunstnere og iværksættere i iværksætterfællesskabet BLOKart kan glæde sig over, at det heller ikke bliver i år, at renoveringen af Blokland går i gang. BLOKart ligger i en nedlagt daginstitution, som venter på en stor byggesag i boligområdet. Kreative iværksættere låner lokalerne til opstart af deres virksomheder og betaler i naturalier ved at lave frivilligt arbejde i boligområdet. Et par af de kunstnere, der siden opstarten i 2016 har brugt BLOkart som springbræt, er nu kommet videre. Det har givet plads for nye BLOKartister. Der er pt. 14 brugere, som arbejder med alt fra kunstmaling, installationer og collager til syning og bæredygtigt design. Du klan følge BLOKartisterne på facebook.

    

 

1. februar 2018

MERE END 100 FRIVILLIGE FEJRET I BOLIGOMRÅDERNE

Frivilligfejring

I januar blev der holdt nytårskur i både Kanalens Kvarter og i Albertslund Nord. I Hedemarken blev festen holdt i slutningen af 2017. Nytårskuren - eller frivilligfejringen - er den årlige fejring af aktive beboere, der i det forgangne år har lagt mange timers frivilligt arbejde til gavn for boligområdet og for andre beboere. På sådan en aften kan man læne sig tilbage, nyde lækker mad, underholdning, masser af gode taler og ikke mindst det gode selskab. Fejringen af frivillige er en tradition, som blev startet af de boligsociale styregrupper i den tidligere helhedsplan. Da der i 2018 startede en ny helhedsplan med et andet fokus, er der ikke længere penge fra ABC til nytårskurene, men boligafdelingerne i både Kanalen, Nord og Hedemarken har valgt at sætte penge af i deres egne budgetter for at kunne fortsætte traditionen. Lone Autrup, formand for AB-Etagehusene i Kanalens Kvarter fortæller, at nytårskuren er rigtig vigtig: ”Aftenen er med til at skabe sammenhold mellem de mange frivillige, og det er blevet en tradition, som mange ser frem til. Den tid og de kræfter, folk bruger på frivilligt arbejde, er med til at gøre Kanalens Kvarter til et bedre sted at bo. Mange gør en stor forskel og gør det godt, og nytårskuren er en måde at påskønne, at folk engagerer sig i boligområdet.”

 

 3. januar 2018

ALBERTSLUNDER MED I ADVISORY BOARD

emma

Muzhamil Akhter PÅ 18 år var en af medstifterne af virksomheden ”NGU” (never Give Up), da MIND YOUR OWN BUSINESS i 2016 gennemførte et mikrovirkosmhedsforløb i samarbejde med ABC og COOP. Nu er han en af de særligt udvalgte drenge, der indgår i et advisory board, der skal være med til at rådgive og inspirere MYOB's arbejde fremover. Blandt andet skal boardet bidrage til udviklingen af et alumni netværk, hvor drengene kan opbygge et professionelt netværk, udvikle deres karrieremæssige kompetencer og få adgang til spændende praktikpladser hos førende danske virksomheder. Se mere her.

 

 

 

20. december 2017

EMMA PÅ 13 OM SIT LIV MED ADHD

emma

Da ABC's juniorjournalist Emma i denne uge stod frem i Albertslund Posten med sin personlige beretning om en barndom og en skolegang med ADHD, tog det læserne med storm. På avisens facebook-side stømmer det ind med likes og tilkendegivelser af, at Emmas historie giver stof til eftertanke. I kommentarfeltet inspirerer Emmas åbenhed og ærlighed andre til at dele de udfordringer, de selv har haft i deres liv. Emma vil med artiklen hjælpe andre børn og deres familier til at opdage særlige behov i tide. Man skal ikke være bange for en diagnose, siger hun. For hende blev diagnosen ADHD et vendepunkt.

 

 

 

14. december 2017

ALBERTSLUND HAR FÅET 13 NYE BYDELSMØDRE

bydelsmdre

13 kvinder har i fire måneder brugt deres onsdag aften på at være på kursus. I et af beboerlokalerne i Kanalens Kvarter er de blevet undervist i samfund, familie, sundhed og kommunikation for at blive bydelsmødre. De vil alle gerne gøre en forskel for andre. Mange har gjort det i forvejen, men på kurset er de blevet uddannet i, hvordan de har gode samtaler med folk, og hvordan og hvor de kan henvise folk hen i kommunen. "Jeg har være i Danmark i 31 år, og jeg ville ønske, at kurset skulle fortsætte, og at vi skulle mødes hver anden dag", siger en af kvinderne. Selvom der har været meget på programmet hver gang, så har kvinderne alligevel nået at lære hinanden godt at kende, og det er vigtigt, for de skal fortsat ses. De nye bydelsmødre skal fra det nye år mødes med de gamle bydelsmødre, der blev uddannet i 2014, og fælles for alle er, at de både har fået en større viden, men også et nyt og større netværk.
I 2018 er der allerede ekstra undervisning på programmet og masser af idéer til aktiviteter. Bydelsmødre arbejder med samtale, netværk og brobygning og
arbejder som en del af et lokalområde, ikke som en indsats ved siden af eller i konkurrence med andre indsatser. Der er ca. 600 bydelsmødre på landsplan fordelt i 40 kommuner.

 

22. november 2017

FLERE BEBOERE TIL STEMMEURNERNE

kommunalvalg

Den 21. november var der kommunalvalg. ABC bakkede op om Albertslund Kommunes bestræbelser på at få en højere valgdeltagelse. Det er særligt førstegangsvælgerne og borgere med indvandrerbaggrund, der ligger lavt i valgstatistikkerne. I samarbejde med lokale ildsjæle satte ABC derfor en række aktiviteter i gang op til valget. I Blokland afholdt to kunstnere fra det kreative iværksætterfællesskab BLOKart en tegneworkshop for områdets børn. Formålet var, at de skulle lave tegninger, som kunne afleveres på valgstedet i en særlig børne-urne, når de trak deres forældre med til valg. Og søreme om der ikke var et barn fra Blokland, der vandt en iPad i kommunens konkurrence for børn! I Albertslund Nord afholdt beboercaféen Café Rødhætten inden valget en valgdebat, hvor alle partier var repræsenteret. En af bydelsmødrene var mødeleder. Og der blev drøftet familiepolitik og beskæftigelsespolitik, som er noget af det, der vedrører rigtigt mange af beboerne i Nord. To af ABC’s juniorjournalister Camille og Iqra skulle stemme for første gang. Så de var med som tilskuere, da kommunalbestyrelsen forhandlede budget, for at blive klogere på kommunalpolitik. Camille skrev siden en artikel til Albertslund Posten, hvor hun opfordrer unge til at bruge deres stemmeret. På valgdagen var der en stribe ’vi følges ad’-initiativer. I Hedemarken havde ABC i samarbejde med Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken lavet et arrangement særligt rettet mod vælgere med indvandrer-baggrund. 60 beboere mødte op til en valgfest, hvor de fik lidt at vide om, hvordan valghandlingen foregår. Derefter var der fælles afgang til Herstedlund Skole, hvor der skulle stemmes. Og selvom valgdeltagelsen i Albertslund som helhed blev lidt lavere end ved sidste kommunalvalg, ja så var der faktisk 72 flere borgere der stemte netop på Herstedlund Skole! I Kanalens Kvarter gjorde aktive beboere i beboercaféen Café 72 valgdagen til en fest. Der var hjemmebag og kaffe ’to go’. Også her og i Albertslund Nord var der meldt tidspunkter ud, hvor man kunne følges med erfarne vælgere til valgstedet. I Blokland havde ABC lånt Ungehusets bus og kunne tilbyde kørsel til valgstedet. ABC havde desuden indgået aftale med Cykling uden Alder. De tilbød at hente og bringe gangbesværede i rickshaw, og cykeltaxaerne kørte sågar helt ind i valg-salen med de ældre. Tak til alle, som deltog i det fællesskab, som Albertslunds demokrati er.

  

4. september 2017

GRATIS DANSKUNDERVISNING FOR VOKSNE

voksenundervisning

ABC har indgået et samarbejde med Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter. Derfor har vi onsdag d. 6. september fornøjelsen af at starte det første hold for voksne, der gerne vil blive bedre til dansk. Det er gratis at deltage, og undervisningen foregår hver onsdag og torsdag fra kl. 9.00-12.20 i Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken på Hedemarksvej 14. Interesserede kan stadig nå at henvende sig på disse tidspunkter. Undervisningen er for voksne, der skal være bedre til at læse og skrive for at komme i job, gerne vil have adgang til erhvervsuddannelserne, gerne vil kunne hjælpe børnene med lektierne eller bare gerne vil blive bedre til at læse og skrive på dansk.

 

 

 

 4. september 2017

HEJ BABY! HANK OP I DIN MOR!

baby kravler

Hver mandag mødes nybagte mødre i Bloklands fælleshus for at komme i form efter fødsel i afslappede omgivelser. Pilatesinstruktør og pædagog Pia Elsberg underviser med fokus på ro, åndedræt, smidighed og styrke. Alle kan være med, også baby, som kan være med i øvelserne eller tage en lur i den friske luft på Fælleshusets terrasse. Læs mere her.

 

 

 

 

 

30. august 2017

BØRNEJAZZ RYKKER IND I BLOKLAND

familie

Søndag d. 3. september kl. 13-16 inviteres alle børn og barnlige sjæle til gratis børnekoncert og musikworkshop i Blokland 34A (Fælleshuset) med Body Rhythm Factory. Fra kl. 13 bygger vi vores egen tromme ud af genbrugsmaterialer med hjælp fra Agenda Center Albertslund. Fra kl. 14 er der åben workshop, hvor I kan prøve hvordan det er, at at være "musiker". Der vil være små simple instrumenter til rådighed og vi skal danse og synge. Kl. 15 er der koncert! Vi skal opleve en blanding af fysisk og visuel musik, entertainment, publikumsinteraktioner, improvisation, skarp koreografi og gennemgående musik på højeste niveau fremført på alverdens instrumenter og rekvisitter. Koncerten starter med et kort indslag fra musikskolen hvor elever spiller et par sange. Initiativet kommer fra David Nejrup, der er manden bag BørneJazzKlubben og tidligere bruger af Bloklands kreative iværksætterfællesskab BLOKart. Arrangementet er støtter af Albertslund Kommune. 

 

 12. juli 2017

FAMILIELIV PÅ PLAKATEN

familie

I efteråret tager ABC hul på temaet familieliv - familiekurser på albertslundsk manér. Den 31. august vil det nye ressourcenetværk for familie og forebyggelsesindsatsen sætte kursen for det videre arbejde. Det bliver et spændende møde, hvor familier og fagpersoner sammen skal generere idéer til, hvordan livet bliver lettere for børnefamilier i Albertslund. Find invitationen her

 Opsamlingen fra mødet finder du her.

 

 

 

 

12. juli 2017

ABC FÅR JUNIORJOURNALISTER

socialhousingfestiaval

ABC har ansat fem juniorjournalister i fritidsjob i fem måneder. Emma, Camille, Iqra, Anna og Yusuf er fem unge engagerede menneske, som udgør et rigtigt stærkt hold. De har interesse for alt fra foto og video til sociale medier og journalistik.  De fem juniorjournalister bor forskellige steder i Albertslund og har et bredt kendskab til, hvad der sker i byen. Den første opgave, de er gået i gang med, er at lave en voxpop, der skal vise, hvad børnefamilierne i Albertslund godt kunne tænke sig at gøre sammen, men aldrig får gjort. Voxpoppen skal bruges senere på året, når ABC sætter fokus på, hvordan familielivet kan blive lettere og bedre i Albertslund. Man kommer også til at kunne møde juniorjournalisterne på facebook og på ABC's blog.

 

 

 

20. juni 2017

ABC VED INTERNATIONAL FESTIVAL

socialhousingfestiaval

ABC's sekretaratsleder Trine Sander repræsenterede BO-VEST, da en stor international festival delte erfaringer om, hvordan almene/sociale boligorganisationer ikke bare kan give folk tag over hovedet, men også kan bidrage til velfærdssamfundet ved at inkludere flytninge og etniske minoriteter i lokalsamfundet og arbejdsmarkedet. Indsatsen med at skabe lærepladser til lokale unge i de store renoveringssager i Albertslund blev fremhævet som en af seks best practises. 

 

 

 

 

 

 24. maj 2017

FØRSTE MØDE I RESSOURCENETVÆRK

soecialoekonomi

I Albertslunds nye boligsociale helhedsplan for 2017-20 nedsættes tre ressourcenetværk, som skal være med til at kvalificere de boligsociale indsatser. Her mødes aktører på tværs af kommune, boligselskaber, erhvervsliv og civilsamfund for sammen at skabe nye løsninger i lokalområdet.  

Når netværket omkring uddannelse og beskæftigelse mødes første gang den 20. juni er der udvikling af socialøkonomisk virksomhed på plakaten. Se programmet her.

Opsamlingen fra mødet finder du her.  

 

 

 

 

4. maj 2017

VI SØGER 4 JUNIORJOURNALISTER

HJEMMESIDE Juniorjournalister jobopslag

Drømmer du om at blive journalist? Eller kunne du bare godt tænke dig at prøve kræfter med blogging, video, sociale medier, interviews og anden formidling? ABC søger lige nu unge til fritidsjob som juniorjournalist.

Som juniorjournalist skal du fortælle historier om livet i Albertslund. Vi tager temaer op som f.eks. den gode nabo, det børnevenlige boligområde, den multikulturelle opgang, det gode ungdomsliv, den gode skole/uddannelse og andre emner, som du synes, er vigtige.

Du kommer til at lave interviews med meget forskellige mennesker i ABC’s og dit eget netværk. 

 Se jobopslaget her.

 

 


20. april 2017

BYGGESAG OG ABC HÅND I HÅND

trineI Blokland har man taget det ultimative skridt for at tænke det boligsociale arbejde og den kommende byggesag sammen. Afdelingsbestyrelsen har besluttet, at boligområdets boligsociale styregruppe fremover ikke kun skal forholde sig til den boligsociale helhedsplan, men også vil være stedet, hvor der træffes beslutninger om kommunikation og involvering i forbindelse med den fysiske helhedsplan for Blokland. I praksis betyder det, at der ikke oprettes en parrallel organisation for renoveringen, og at BO-VEST's byggeprojektleder og 12Byer fremover deltager i styregruppemøderne. Styregruppen vil mødes hver måned i stedet for hver anden. Alle parter har store forventninger til den synergi, der kan komme ud af samorganiseringen. Man kan følge med i Bloklands byggesag på denne nye hjemmeside, men byggesagen vil også gøre brug af de allerede eksisterende informationskanaler og mødesteder i boligområdet for at nå ud til alle beboere.

 

 31. marts 2017

ORGANISATION OG LOKALT EJERSKAB

trineHvordan påvirker Landsbyggefondens nye krav om entydig ledelse det boligsociale arbejde i Albertslund? Og hvordan sikrer vi et fortsat stort engagement blandt aktive medborgere og beboerdemokratiet i Albertslund? Center for Boligsocial Udvikling har interviewet sekretariatsleder Trine Sander om ABC's organisering i den nye helhedsplan 2017-20. Se, hvad hun svarede her.

 

 

 

 

 

 30. marts 2017

FLERE BYDELSMØDRE UDDANNES 

BYDELSMORI september 2017 begynder ABC og Bydelsmødrene i Albertslund uddannelsen af et nyt hold bydelsmødre. Vi inviterer interesserede kvinder til et informationsmøde den 26. april kl. 17.30-19.30 i Kanalens Kvarter 138. Her kan man høre om uddannelsens indhold, hvad det kræver at deltage, og hvilke erfaringer Bydelsmødrene fra hold 1 har gjort sig. Der vil være lidt mad og drikke, og man kan tage sine børn med. Se invitationen her.

 

 

 

 

 

7. marts 2017

BABA STARTER I ALBERTSLUND

Baba logoDen 21. marts kl. 17-18 fejres opstarten af baba i Albertslund. Det sker på Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken, og alle nysgerrige fædre og deres børn er velkomne.

baba skaber lokal forandring - til gavn for børnene. baba består af lokale fællesskaber af fædre, som kan rådgive institutioner, organisationer og virksomheder. De inspirerer til forandring hos andre fædre, til gavn for børnene. 

I baba får du mulighed for at dele viden og erfaringer med andre fædre i et stærkt fællesskab, og du får rum til at handle i forhold til, hvordan du er der bedst muligt for dine børn, på dine præmisser. 

Det er ikke afgørende hvor gamle dine børn er. Det vigtigste er, at du gerne vil være en nærværende og aktiv far, samt at du har mod på at lære noget nyt og skabe en gruppe med sammenhold og slagkraft. Læs mere her.

 

 6. marts 2017

MOTION OG FÆLLESSKAB FOR MØDRE

PiaDen 13. marts starter et nyt tilbud til småbørns-mødre, der vil i form efter fødsel og samtidig ud og møde andre mødre og babyer. Det foregår hver mandag i Fælleshuset i Blokland 34A.

Kl. 11-12 er der åben Baby-Café, hvor der er kaffe på kanden, frugt, legetøj og mulighed for at få en snak med andre mødre.

Kl. 12-13 er der træning. Pia Elsberg er uddannet pilatesinstruktør og pædagog. Hun underviser med fokus på ro, åndedræt, smidighed og styrke. Vi laver øvelser, som styrker kroppen efter fødslen, og hvor baby også kan være med. 

Læs mere her.

 



30. januar 2017

NY BOLIGSOCIAL KOORDINATOR

lisbeth urfe1. marts 2017 starter Lisbeth Urfe som boligsocial koordinator. Hun skal primært arbejde med projekter under trivsel og naboskab, og hun vil være kontaktperson for styregruppen i Blokland. Lisbeth kommer særligt til at have fokus på:

  • At skabe inkluderende fællesskaber på tværs af boligområderne gennem affalds- og genbrugsinitiativer.
  • At samarbejde med Bloklands afdelingsbestyrelse om velkomstinitiativer til nye tilflyttere.
  • At styrke og udvikle aktivt medborgerskab.
  • At iværksætte sundhedsaktiviteter i samarbejde med bl.a. Sundhedshuset.
  • At understøtte fællesskabet og det sociale netværk, mens Bloklands byggesag står på.
  • At videreudvikle det kreative kontorfællesskab BLOKart.
  • At inkludere børn og unge i fællesskabet gennem fritidsaktiviteter som juniorjournalister.

Lisbeth kommer til at have kontorplads i ABC’s sekretariat i Blokland 4-6a


1. januar 2016

ABC FÅR NYE OPGAVER

abc nyhed nye opgaver1. januar 2017 træder en ny boligsocial helhedsplan i kraft. Det medfører et nyt fokus i det boligsociale samarbejde mellem boligselskaber og kommune. Og dermed nye opgaver for de boligsociale medarbejdere. Vi har de sidste fire år arbejdet meget med at understøtte aktive medborgeres lyst til og mulighed for at gøre en forskel i deres lokalområde. Der er virkelig sket noget på den konto. Masser af netværk, aktiviteter, mødesteder, traditioner og fællesskaber er opstået. Og langt de fleste er i løbet af perioden blevet så selvkørende og forankrede, at de kan bestå uden støtte fra den boligsociale indsats. I den nye bevilling, som boligselskaberne har modtaget fra Landsbyggefonden og Albertslund Kommune, er der fokus på tre indsatsområder: 

Uddannelse og beskæftigelse har ABC arbejdet med tidligere, men de næste fire år vil socialøkonomisk virksomhed, jobsøgning, lærepladser, fritidsjobs, lommepengejobs og uddannelsesvejledning fylde en hel del. Det bliver primært Lone Kaas og Lam Cai Trung, der løfter disse opgaver.

Trivsel og tryghed er temaer, som ABC har stor erfaring med, og som det fortsat er vigtigt at holde et fokus på. Mandetimerne hertil vil dog være væsentligt færre end tidligere, og indsatsen afhænger i høj grad af boligafdelingerne og fortsat aktivt medborgerskab. Der vil i marts blive ansat en medarbejder, der kan støtte op om denne indsats. Desuden får hver af de fire lokale styregrupper hver deres kontaktperson. 

Familie og forebyggelse kommer til at have en langt større vægt end det har haft tidligere. Her kommer vi til at arbejde tæt sammen med kommunale aktører så som sundhedsplejen, tandplejen, familiehuset, børnehaver og skoler. Bydelsmødrene vil her være en vigtig aktør, og som noget nyt vil der blive arbejdet med mødrecaféer, fædrenetværk og familiekurser. Louise Østergaard Andersen og Jeppe Jensen står i spidsen for denne indsats.

ABC’s sekretariat består fortsat af to fuldtidsansatte: Trine Sander og Mai Green Petersen. Sekretariatet servicerer en ny boligsocial bestyrelse og står for personaleledelse, koordinering, vidensdeling, evaluering, dokumentation, formidling, udvikling, fundraising og økonomistyring.

 

14. december 2016

ABC’S SEKRETARIAT ER FLYTTET

abc nyhed flytning lokalerSekretariatet, der koordinerer den boligsociale indsats i Albertslund, er flyttet fra Kanalens Kvarter til Blokland. 2017 og den nye boligsociale helhedsplan begynder i nye omgivelser for ABC’s medarbejdere. Sekretariatet, der de sidste otte år har haft hjemme i Kanalens Kvarter 104, er ved årsskiftet flyttet til Blokland 4A-6A. Det boligsociale team er flyttet ind i den nedlagte beboercafé, hvor vi vil have base, ind til Blokland skal renoveres. De nye lokaler er større, og det betyder, at det boligsociale team nu får bedre mulighed for at arbejde sammen, når der er behov for det. Vi bemander fortsat lokalkontorerne i Kanalens Kvarter 100, Hedemarksvej 14 og Bækgården 17, så det er primært Trine Sander, Mai Green Petersen og Pia Elsberg, man kan træffe i sekretariatet. Men en eller flere dage om ugen vil de øvrige boligsociale medarbejdere benytte sekretariatets arbejdspladser til at arbejde med helhedsplanens nye opgaver inden for uddannelse og beskæftigelse, tryghed og trivsel samt familier og forebyggelse. Vi etablerer fleksible arbejdspladser, så vi også kan byde gældsrådgivere og evt. kommunale udstationeringer velkommen. Det var vemodigt at sige farvel til Kanalgaden og den daglige kontakt med Kanalens og Syds beboere. Men vi ser også frem til at blive en del af hverdagen i Blokland, hvorfra vi hurtigt kan komme til Nord, Hedemarken og Kanalens Kvarter. I Kanalens Kvarter har vi fået lokalkontor på AB’s ejendomskontor. Vi forventer, at den tættere kontakt med afdelingens driftsfolk, vil give en god synergi.