Aaaar… er der nogen, der skal kunne få udbetalt løn i den dér butik?” Jeg har mødt stor begejstring, men også moderat skepsis, når jeg har fortalt venner og kollegaer om tankerne bag den socialøkonomiske virksomhed, som vi arbejder på at få op at stå. Ja! Det er helt klart meningen, at der skal være ordinært ansatte. Der er brug for faglighed og ledelse for at drive virksomheden. Og ja, der skal sælges RIGTIGT meget, for at det kan løbe rundt. Og kommer der nu kunder i biksen? Eller er det bare os, der synes, at bæredygtige plantedekorationer i genbrug er en genial idé?
Lone Troja Kaas har tidligere skrevet om vores arbejde med at fremme socialøkonomi i Albertslund. Det var, da vi skulle generere idéen til en virksomhed. Det kan du læse om her.
Nu er vi kommet så langt, at vi har afprøvet idéen i praksis. Og vi vil gerne dele de nye erfaringer med jer her. Måske til inspiration for dig, der også har brug for at teste et produkt.
Hvem er kunderne?
Vi har lavet såvel etablerings- som driftsbudget for virksomheden. Så vi ved præcis, hvor mange indtægter virksomheden skal have for at kunne løbe rundt. Men er kunderne lige så vilde efter ydelsen, som vi forestiller os? Er der efterspørgsel? Kan virksomhedens ydelser skabe værdi for kunderne? Vi havde brug for at teste produktet – planter med omtanke – på to kundegrupper:
- Private kunder i Albertslund og omegn, som tilbydes et miljøvenligt og kreativt alternativ til den traditionelle blomsterbuket og værtindegave.
- Institutioner og virksomheder, som tilbydes en bæredygtig og anderledes planteservice, der kan sende et signal om socialt og miljømæssigt ansvar fra skranken eller fra kontorets vindueskarm.
Test af salg til private
For at teste, om dekorationerne er salgbare til private, lavede vi en såkaldt lean startup-test. Vi hyrede en erfaren blomsterbinder, Inge Jantzen, til at hjælpe os med at skabe og prissætte omkring 150 dekorationer.
Forinden havde vi støvet en masse genbrug op fra Drivhuset på kommunens genbrugsplads og fra genbrugsbutikker på Københavns vestegn.
I løbet af to dage gjorde vi os nu erfaringer med indkøb af planter, arbejdsgange, materialer, design og udregning af priser. Dekorationerne skulle være klar til Grøn Dag på Materialegården – noget der i Albertslund har festivallignende dimensioner. Det perfekte sted at møde potentielle kunder! Det var i hvert fald vores antagelse.
Lørdag morgen stod vi klar med en bod på Grøn Dag med alle vores dekorationer og var meget spændte på, hvordan dagen ville forløbe. Vi havde gjort os umage med at sætte planterne pænt op, og bød kunderne på lakridsrod og en lækker hjemmelavet ingefær/aloe vera-shot i genbrugsglas, der skulle afleveres tilbage – et lille og meget effektivt fif, der fik kunderne til dels at stoppe ved vores bod, dels at stå stille længe nok til, at vi kunne indvi dem i historien bag planterne. Vi fik hjælp af to aktive medborgere. Og det var heldigt. For det blev fire travle timer, vi havde åbent i boden.
Hvad lærte vi af testen:
- Der findes en efterspørgsel på et bæredygtigt alternativ til afskårne buketter og andre værtindegaver.
- Vi har efterfølgende fået flere forespørgsler på leverancer til private, til virksomheder og til events, som vi desværre ikke har mulighed for at imødegå, før virksomheden er etableret.
- Produktet er salgbart, og priserne er passende. Vi solgte på fire timer dekorationer for 6.700 kr.
- Vi fik god feedback fra kunderne: Folk synes, dekorationerne var spændende, og at virksomhedsidéen var god.
- Det er en styrke, at dekorationerne er unikke (der er sjældent flere af de samme genbrugsting at plante i), for så er der noget til enhver smag og lejlighed. Det var meget forskelligt, hvilke dekorationer folk kunne lide.
- Storytelling har værdi. De kunder, som vi nåede at tale med om tankerne bag virksomheden, blev kun mere begejstrede. Man vil gerne være en ansvarlig og bevidst forbruger, og man vil gerne give gaver, der gør godt på flere måder – socialt og miljømæssigt.
- Der er interesse for at bidrage til virksomheden med frivillig arbejdskraft. Vi mødte nye borgere, som tilbød at give en hånd.
- Der var også efterspørgsel på udendørs-dekorationer til haven, noget vi skal huske fremadrettet.
- Der er særlige logistiske udfordringer, når plantedekorationer skal fragtes rundt uden at tage skade. Vi fik gjort os erfaringer med pakning og transport.
- Nogle udtrykte bekymring for butikkens afsides beliggenhed, og vi fik forslag om gadesalg fra ladcykel f.eks. ved Badesøfestival, i kombination med Cykling uden Alders kørsel etc.
- Vi fik indsigt i arbejdsgange og processer i forbindelse med fremstilling af produktet – hvad det vil kræve af medarbejderne i virksomheden.
- Vi fik indblik i, hvordan man prissætter et produkt.
- Vi fik afprøvet de særligt luftforbedrende planter, og fandt ud af at ‘Væddeløber’ godt kan dyrkes bæredygtigt i Danmark, mens de fleste andre har brug for tropiske temperaturer.
- Vi fik nye idéer til, hvad der kan genbruges.
Demonstration af service til erhvervskunder
Vi havde også brug for at afprøve de produkter, som er udviklet til virksomheder og institutioner. Erhvervskunderne får planter ud over det sædvanlige, som spiller op til resten af lokalet, og som giver et måske ellers institutionelt miljø noget kant.
Der er her to koncepter:
- Planteservice, hvor den socialøkonomiske virksomhed sørger for, at der er holdbare planter i lækkert genbrug på kontoret og vander og plejer dem hver 14. dag. Ved behov skiftes planterne ud.
- Dekorationsservice, der går ud på, at man får en eller flere dekorationer i sin skranke eller på sit kontor, som skiftes ud hver 14. dag, så der hele tiden er noget nyt og spændende at byde gæster og kunder velkommen med.
Albertslund Rådhus gav os lov at øve os på borgmesterkontoret og give borgmester Steen Christiansen en lille overraskelse. Udstyret med planter, grene, sav og vores dygtige blomsterbinder indtog vi kontoret. Det var en sjov udfordring, for der var ingen planter i forvejen, men til gengæld var der en del kunst og en personlig indretning, som planterne skulle tale sammen med.
Kontoret har fem store vinduer, der vender ud mod en parkeringsplads og nogle store træer. De almindelige vindueskarme er ikke egnede til planter, da de både er smalle og skrå, og da vinduerne skal kunne åbnes. Men under de øverste vinduer fandt vores blomsterbinder alligevel en mulighed for at dekorere vinduerne og fremhæve træerne udenfor.
Til sofagruppen valgte vi en plante med orange blomst, der refererer til en orange lampe, som borgmesteren har på sit skrivebord.
Planter var, som sagt, ikke noget, der på forhånd fyldte på kontoret, så vi valgte flere forskellige diskrete indslag.
En smuk gulvvase på kontoret fik lidt natur på.
Og tre sjove figurer på væggene fik selskab af en fjerde på det høje mødebord.
Vi havde også en lille hilsen med til kommunaldirektøren. Hun fik en mere feminin dekoration.
Hvad lærte vi af eksperimentet?
- Man skal inspicere kundens stil og kontorets muligheder på forhånd.
- Man skal medbringe rengøringsartikler, stiger og alt andet, som man får brug for. For det griser lidt, når dekorationerne skal specialdesignes eller tilpasses on location.
- Man skal altid have lidt kortfattet skriftligt materiale med. Det skaber en del opsigt, når man indtager en direktionsgang med save og værktøj. Der er gode muligheder for at komme i dialog med interesserede medarbejdere. Og de kunne jo blive ambassadører for virksomheden i andre sammenhænge!
- Vi fik før og efter-billeder, som vi kan bruge, når vi skal formidle mulighederne til kommende erhvervskunder.
PR over for virksomheder
De produkter, der ikke blev solgt på Grøn Dag, har vi efterfølgende givet væk til forskellige kontorer, institutioner og virksomheder i Albertslund. Det har givet en god mulighed for at komme rundt og se, hvordan forskellige typer potentielle erhvervskunder har indrettet sig, og tale med dem om konceptet og de ydelser, som den socialøkonomiske virksomhed vil kunne tilbyde. Og man bliver altså taget rigtigt godt imod, når man siger, at man vil komme forbi med en gave.
Vi har tidligere været rundt i byen og bedt erhvervskunder underskrive en tilkendegivelse på, at de er interesseret i virksomhedens ydelser. Vi har på den måde samlet nogle forhåndstilkendegiveler ind, som vi skulle bruge i forbindelse med fundraising. Men vi oplever også, at det er svært at sælge et produkt, som vi ikke ved, hvornår vil kunne blive en realitet. Det er en noget abstrakt størrelse for en erhvervskunde at skulle forholde sig til.
For at gøre det mere håndgribeligt fik vi i forbindelse med Grøn Dag fotograf Kim Matthäi Leland til at tage professionelle billeder af plantedekorationerne. Billederne skal bruges til at udarbejde et salgskatalog. Og så kan de jo også bruges til pressemeddeleser, hjemmeside, sociale medier og al anden kommunikation.
Tips til dig, der skal teste dit produkt
- Lav prototyper.
- Afprøv i praksis og test, om dine antagelser holder.
- Benyt testen til at undersøge de processer, der er forbundet med at producere og distribuere dit produkt.
- Benyt lejligheden til at få taget gode fotos / video, som du kan bruge i dit salgskatalog og til markedsføring.
- Tilpas dit produkt efter testen.
- Vær indstillet på, at du må opgive idéer, indtil du finder den rette levedygtige forretningsmodel. Det er mega-surt, hvis man har arbejdet meget med idéen. Derfor er det vigtigt hurtigst muligt at få lavet sin lean startup-test.
- Hold fokus på, hvilke behov hos kunden, du vil dække, eller hvilke af kundens problemer du vil løse – snarere end på, hvilke produkter/ydelser du vil have på dine hylder. Det er VÆRDIEN for kunden, der skal være afgørende for udviklingen af dit produkt og for din markedsføring. Du kan finde værktøjer til innovative socialøkonomiske forretningsmodeller her.
- Hent evt. mere inspiration til lean startup her.
To be continued…
Foranstående kapitler i vores socialøkonomiske eventyr handler om fundraising, sociale målgrupper, design af opkvalificeringsforløb, partnerskaber, etablering, brand, grafisk identitet og markedsføring. Følg med her på bloggen, hvis du er nysgerrig efter at vide, hvor det hele ender…