”Lone, har du lige tid til at hjælpe mig med at skrive en ansøgning og lave et CV?”

I de fem år, jeg har været ansat i Hedemarken, har tendensen været den samme. Flere gange om ugen kommer der beboere ind og spørger mig eller en af de ansatte på Bibliotek- og Medborgercenteret, om de kan få hjælp til deres ansøgninger og deres CV. Mange spørger også om hjælp til at overskue jobtilbuddene inden for deres branche. Det er ofte borgere, som er jobparate med gode personlige og faglige kvalifikationer, men som af forskellige årsager ikke er så stærke i at bruge en computer, eller som ikke formulerer sig så godt på dansk.

 Jeg har derfor de sidste fem år hjulpet så mange beboere som muligt, men det er et meget tidskrævende arbejde, og ofte har jeg ikke haft tid nok til rådighed. Mange af de beboere, som jeg har hjulpet, har fortalt, hvor svært det er at forblive motiveret efter mange afslag, og har forklaret, hvordan de langsomt mister troen på egne evner, og hvordan håbet om, at de en dag vil få succes i deres jobsøgning, svinder langsomt ind, som tiden går!


Potentialet ved et netværk lokalt i boligområdet

Hedemarken kom i 2014 på listen over særligt udsatte boligområder, og det var kriteriet ”andelen af 18-64-årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct.”, der var udslagsgivende. 

Da det blev besluttet, at vi i Hedemarken skulle arbejde med ”Uddannelse & Beskæftigelse” i den boligsociale helhedsplan for 2017-2020, var det derfor nærliggende, at Hedemarkens boligsociale styregruppe i samarbejde med Jobcenteret og Jobhuset valgte at lave et beskæftigelsesprojekt for jobparate. Efter en studietur til INSP! i Roskilde, hvor vi blev præsenteret for deres projekt ”Ledige med drive“, som har haft stor succes, blev vi inspireret til at forme et lignende projekt i Hedemarken.

Da afdelingsbestyrelsen i AKB Hedemarken gerne ville have, at projektet skulle ligge lokalt, besluttede de at stille lokaler til rådighed, og de har derfor indkøbt en pavillon, som er blevet sammenbygget med et eksisterende lokale, så der nu udover et stort lokale er bad, toilet, omklædning, have og tekøkken til rådighed. Hedemarkens styregruppe glæder sig over projektet, fordi de mener, at det lokale og det netværksskabende er en stor styrke.

Jannie Hansen, der repræsenterer afdelingsbestyrelsen i den boligsociale styregruppe i Hedemarken, tror, at nogle arbejdsløse vil kunne finde mere positiv energi i et lokalt jobsøgnings-netværk end i de traditionelle tilbud fra Jobcentret. ”Det har stor betydning, at det ligger lokalt. Det gør måske, at folk ikke bliver så påvirkede af deres situation. Det der med at man skal gå op på kommunen til nogen, man ikke kender, og man i forvejen føler sig lidt trykket, man er måske pinlig over, at man ikke har noget job. Så er det altså langt lettere at gå ned i Netværket, lige der hvor man selv bor”, siger Jannie, der selv er jobsøgende. “Tanken er, at det er en forlængelse af kommunens tilbud. Det giver os i boligafdelingen en mulighed for at tænke anderledes, end det kommunen kan. Som arbejdsløs går man somme tider lidt i stå, når man føler, at man får nogle regler trukket ned over hovedet oppefra. Og så tror jeg faktisk også, at det kan give en masse, hvis man kan finde nogen, man swinger med, og som bor tæt på: Noget input, noget fornyet energi, nogle nye aktiviteter, nye venskaber – for en fremmed er jo en ven, du aldrig har mødt! Det kunne f.eks. være, at man kunne finde nogen at træne sammen med”. 

Et supplement til Jobcenteret

Jobkonsulent Elena Serafina Galioto fra Albertslund Jobcenter er som en del af kommunens medfinansiering i helhedsplanen tilknyttet projektet, og vi har i samarbejde udviklet en projektbeskrivelse, der udforsker feltet mellem det kommunale og det lokale. 

Jobhuset i Albertslund har allerede en vifte af forskellige forløb, som jobparate borgere kan deltage i. Læs eventuelt mere om Albertslund Kommunes forløb her

”Netværket – dit jobfællesskab” bliver et supplement til de eksisterende tiltag. Det adskiller sig ved, at det er lokalt og ligger midt i boligområdet, at det er frivilligt at deltage, og at der er fokus på at danne stærke netværker brugerne imellem, så de efter forløbet har et lokalt netværk at sparre videre med.

Jobcenterets rolle er

  • at rekruttere de rette borgere til fællesskabet. Jobkonsulenterne tilbyder egnede borgere at blive en del af Netværket, når de er til samtale på jobcenteret. Borgerne får udleveret en folder, der informerer om projektet. 
  • en gang om måneden at bidrage med relevante oplæg i Netværket.

Indhold af projektet

Parolen er, at det er et arbejde at søge arbejde, og brugerne af Netværket skal således møde op 3 x ugentligt og støtte hinanden i fællesskabet. Netværket skal bygge bro til erhvervslivet og til kommunens eksisterende uddannelses- og beskæftigelsestilbud. Deltagerne er selv med at forme indholdet, da vi tager udgangspunkt i deres behov og ønsker.

”Det er meget vigtigt at indholdet er arbejdsmarkedsrettet. Vi skal simpelthen tænke arbejdsmarked ind i alt, hvad vi laver. Det skal være en rød tråd igennem undervisning, gruppeøvelser og oplæg direkte til arbejdsmarkedet” forklarer jobkonsulent Elena Galioto.

Som facilitatorer vil Elena og jeg sætte følgende forslag til aktiviteter i spil for gruppen:

  • Undervisning i det danske sprog
  • Undervisning i at tage portrætfoto til ansøgningen
  • Træne jobsamtaler
  • Skrive jobansøgninger
  • Skrive CV
  • Fysisk træning under “walk and talk”
  • Morgengymnastik
  • Gruppeøvelser
  • Oplæg fra jobcenteret
  • Oplæg fra virksomhedsejere
  • Virksomhedsbesøg
  • Individuelle coachingforløb
  • Lave video-pitch
  • Opdatere LinkedIn 

 Målet

At øge brugernes mulighed for at komme hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet ved at skabe et socialt netværk, som støtter de lediges motivation og engagement for jobsøgning.

Succeskriterier

Ledigheden skal i boligområderne falde med 4 % point fra 2016 til 2020.

Målgruppe

Deltagerne er fortrinsvis beboere fra 18-64 år, som bor i Hedemarken eller de øvrige boligområder, som deltager i den Boligsociale Helhedsplan ABC. Syv af brugerne skal være jobparate i gruppe 1 og max. en kan være jobparate fra gruppe 3. For at få en plads i Netværket, skal borgeren

  • finde forløbet interessant og være indstillet på at være en del af et forpligtende fællesskab.
  • være indstillet på at deltage i fællesskabet 3 x ugentligt. 
  • deltage i en samtale, hvor vi sammen afklarer, om borgeren er egnet til at deltage i Netværket. 

 Metodiske overvejelser

Elena har stor erfaring med jobparate og understreger vigtigheden af, at vi i hele forløbet har en ressourceorienteret tilgang til borgerne. Vi skal igennem hele forløbet lokalisere borgernes forskellige ressourcer og sætte dem i spil i fællesskabet.

Med mit indgående kendskab til borgerne fra dagligdagen i boligafdelingen har jeg lagt vægt på, at tilbuddet skal være frivilligt. Vi er derfor blevet enige om at understrege for borgerne, at forløbet er et frivilligt tilbud til jobparate borgere mellem 18-64 år, og at der ingen myndighedsfunktion er i forbindelse med forløbet.

Vi tager udgangspunkt i disse metoder: 

  • Livshjulet. Den enkelte beboer ses som en del af en større helhed. I projektet skal der tændes lys på de enkelte dele af borgerens liv. Det kan være forskellige forhold såsom tidligere arbejdserfaring, opvækst, familie, skole, uddannelse, kultur, sprog, sundhed, vaner, hobbys m.m. Det bliver på denne måde muligt at identificere hidtil usete faglige, personlige og sociale ressourcer. Metoden giver opmærksomhed og overblik. De forskellige dele i cirklen repræsenterer forskellige essentielle områder af et menneskes liv. Antallet af dele og valget af områder er op til den enkelte. Alle brugere i Netværket udfylder, inden de starter forløbet, livshjulet sammen med mig. Dette værktøj bruges under hele forløbet for at holde opmærksomheden og for at kunne tydeliggøre fremskridt. Vi udarbejder i fællesskab ved hjælp af livshjulet en målsætning, der beskriver, hvad borgeren ønsker at få ud af projektperioden.
  • Empowerment. Den enkelte tager ansvar for sig selv og bidrager til fællesskabet. Der skabes rum for, at borgeren inden for aktiviteternes rammer kan definere egne behov og have indflydelse på indhold, foredrag og oplæg, samt løsninger på de daglige problemkomplekser, der kan opstå i fællesskabet. Projektets medarbejdere kan således kun støtte og guide brugerne på deres vej mod arbejdsmarkedet, den kontinuerlige jobsøgning og personlige udvikling er brugeren selv ansvarlig for. Ligeledes lægges der vægt på, at alle brugere er ansvarlige for alle de praktiske daglige gøremål i huset lige fra kaffebrygning til rengøring.
  • Coaching. I projektet tilbydes individuelle coachingforløb. Jeg er uddannet Life coach fra Sofia Manning og forestår coachingen, som er baseret på De Seks Trin, en effektiv metode, der hjælper mennesker med at skabe resultater i den virkelige verden.

Evaluering og formidling 

  • Elena og jeg deltager ved opstart i Jobcenterets teammøde for at informere alle jobkonsulenterne om det nye tilbud. Vi udleverer en bunke brochurer til jobkonsulenterne, som de kan give til de jobparate, som udtrykker interesse for projektet. Alle jobkonsulenterne får desuden udleveret en lille blomst til deres skrivebord. På blomsten hænger der en seddel, hvor der står ”HUSK NETVÆRKET – dit jobfællesskab”. På denne måde håber vi, at projektet ikke forsvinder i bunken af de mange tilbud, som jobkonsulenterne ofte får tilsendt på mail.
  • Der afholdes evalueringsmøde en gang om måneden mellem ABC og Jobcenteret.
  • Når en bruger forlader Netværket, udleveres der et skriftligt evalueringsskema.
  • Der udarbejdes statistik over brugere, der kommer i virksomhedspraktik, ordinære job m.m.
  • Resultaterne offentliggøres ved projektafslutningen her på bloggen.
  • Der laves en video, hvor flere af brugerne fortæller om deres oplevelser med projektet.
  • Filmen offentliggøres på afdelingens og ABCs Facebook side, og der henvises til filmen i ABCs statusbrev.

Forankring af projektet

Hensigten er at afprøve forskellige initiativer og metoder, som evalueres løbende, med henblik på, hvilke delelementer der kan forankres i henholdsvis kommune og boligafdeling. Kan Jobhuset bruge nogle af de metoder, som vi har haft succes med? Ønsker boligafdelingen efter projektperioden at have et brugerdrevet ”jobhus”? 

Vi glæder os til at komme i gang og se, hvilket udbytte deltagerne får af et lokalt jobsøgnings-fællesskab. Når vi er klogere, deler vi vores erfaringer her på bloggen. 

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *