Når en ung person i Albertslund træder ind i sit første fritidsjob, er der nogle gange gået noget forud; nemlig en koordineret tværfaglig indsats fra Albertslund Boligsociale Center (ABC) og Uddannelse & Job i Albertslund Kommune med inddragelse af det lokale erhvervsliv. Hver uge sidder en boligsocial medarbejder og en kommunal fritidsjobkoordinator fysisk sammen i et af Albertslunds almene boligområder for at vejlede og hjælpe unge mellem 13-17 år til at komme i fritidsjob.
Men hvad er det egentlig, dette samarbejde kan i praksis? Her deler vi vores erfaringer.
Albertslund Boligsociale Center: Tilliden og den nære kontakt
Det boligsociale arbejde handler i høj grad om at møde folk, hvor de er, og fordi boligsociale medarbejdere har deres daglige gang helt tæt på beboerne i boligområderne, har de en unik adgang til at opbygge tillidsfulde relationer på meget kort tid.
De boligsociale medarbejdere fra ABC møder fx de unge til fodboldturnering og forældre til fællesspisninger i boligområderne – ofte uden for normal arbejdstid. Hertil kommer, at ABC i perioder laver direkte opsøgende arbejde, hvor boligsociale medarbejdere banker på folks døre i forskellige sammenhænge.
Det giver en helt særlig mulighed for at møde unge og forældre i øjenhøjde, fornemme behov og spotte potentialer, hvilket automatisk giver unge og forældre lyst til at opsøge fritidsjobvejledningen. Når de unge møder op i fritidsjobvejledningen, bliver de mødt åbent og tillidsfuldt med en tilgang, hvor de unges potentiale og drømme bliver spottet, fremhævet og taget alvorligt:
”ABC har en uformel facilitet og en uformel stemning, der gør, at de unge ikke er bange for at fortælle om deres frustration, lyst eller ider til at søge job. Det er den der tryghed, som nogle måske ikke kan få andre steder,” Lam, fritidsjobkoordinator i ABC.

ABC arbejder ud fra en ressourcebaseret tilgang, motiverer den unge og hjælper med de første svære skridt – som fx at skrive det allerførste CV og gøre sig klar til mødet med en arbejdsgiver.
”ABC gør min indtræden som fritidsjobkoordinator meget nemmere. De har allerede kendskab til en masse unge mennesker, og når jeg bliver introduceret gennem ABC, bliver de hurtigere trygge ved mig,” Mark, fritidsjobkoordinator i Albertslund Kommune.
Uddannelse & Job – Albertslund Kommune: Den professionelle struktur
Kommunen bringer den formelle struktur til bordet og er forpligtet til at altid at være opdateret og håndhæve relevante lovgivninger inden for feltet. Via den kommunale fritidsjobkoordinator bliver vejen til hjælp i systemet også kortere for ABC:
”Det er rigtig vigtigt at samarbejde med kommunen, fordi de har nogle andre kompetencer og muligheder, end vi har. Hver især kan vi nå nogle. ABC kan nå nogle fra boligområderne, og kommunen kan blandt andet nå dem fra skolen, da den kommunale fritidsjobkoordinator har tæt samarbejde med sine kollegaer, som er uddannelsesvejledere i kommunen,” Lam, boligsocial koordinator i ABC.
Arbejdet med fritidsjob i kommunalt regi er tæt bundet op på uddannelsesvejledere, som netop er de instanser, der møder unge i alderen 13-17 år. Uddannelsesvejledere sidder ude på folkeskolerne, helt tæt på eleverne, og har ofte et bredere perspektiv på de unge fra lærere og forældre. Når unge forlader folkeskolen, bliver de fortsat fulgt af en ungevejleder, der har forskellige tilbud målrettet unge i deres pallette. Tilbud, ABC ikke nødvendigvis har adgang til at tilbyde.
I fritidsjobvejledningen kommer indimellem nogle unge, hvor der er brug for en ekstra håndsrækning til at skabe den direkte kontakt til en virksomhed. Fx hvis den unge har særlige interesser eller blot har brug for ekstra tryghed i deres første skridt ind på arbejdsmarkedet. Virksomhedsopsøgende arbejde er tidskrævende, og det er nødvendigt at afsætte betydelige medarbejderressourcer til at opdyrke relationer, men også kontinuerligt at pleje og vedligeholde dem. For uden arbejdspladser, ingen fritidsjob:
”En stor del af mit arbejde er at tage ud og lave relationsarbejde med de forskellige virksomheder. Vi bliver nødt til at udvide vores netværk hele tiden, for det er jo ikke alle, der bare kan tage fritidsjobber efter fritidsjobber,” Mark, fritidsjobkoordinator i Albertslund Kommune.

Det er ikke altid en let opgave, da lovgivningen på fritidsjobområdet blandt andet laver nogle benspænd for, hvilke opgaver undervisningspligtige elever må påtage sig, og hvor længe de reelt må arbejde. Overtrædes reglerne, risikerer arbejdspladserne store bøder, og her kan viden til lovgivningen være det, der åbner døren for nye fritidsjob.
Nogle gange kan hverdagen dog være travl i en lokal virksomhed, og rekruttering kan være tidskrævende. Andre gange har virksomhederne endnu ikke forholdt sig til muligheden for at oprette fritidsjob til unge.
Virksomhederne: Den virkelige verden og det sociale ansvar
Den kommunale fritidsjobkoordinators opsøgende og målrettede virksomhedsarbejde giver pote, og lokale chefer åbner dørene, påtager sig et socialt ansvar og giver de unge chancen i den virkelige verden. Ofte er det ligefrem en hjælp for virksomhederne, der kan opleve rekruttering som en tidskrævende og omstændig opgave. Hos REMA 1000 i Albertslund handler fritidsjob fx om meget mere end blot at sætte varer på hylderne. Det handler om at være en del af et stort hold og lære at tage et personligt ansvar. Gennem det tætte samarbejde om at matche de rette unge med arbejdspladsen, og sikre, at den unge er helt klar til hverdagen i en travl discountbutik, skabes der tryghed for både den unge og for købmanden.
”Det er superfedt, at der er en fritidsjobindsats hos ABC, der hjælper med at skabe en connection til både arbejdspladsen og til de unge mennesker. Og de fritidsjobbere vi har fået, er jo helt klart nogle, der gerne vil have et arbejde, og som er topmotiverede til faktisk at gøre en forskel for sig selv,” Oscar, selvstændig købmand i Rema 1000 i Albertslund.

Hos Fri BikeShop i Albertslund får de unge fingrene helt ned i materien. Et fritidsjob, der kræver præcision og lyst til at lære – uanset om de unge hjælper til på cykelværkstedet eller servicerer kunderne i butikken. Takket være det tværfaglige forarbejde, bliver butikken matchet med unge, der har den rette motivation og tekniske nysgerrighed til at begå sig i cykeluniverset:
”Kommunen kontakter os for at høre, om vi kunne være interesserede i at have nogle unge mennesker hernede. Vi får nogle friske unge mennesker, der bidrager til vores hverdag og bringer en anden energi, end hvad vi er vant til,” Alexander, bestyrer af Fri BikeShop i Albertslund.

Win win for alle parter
Når boligsociale medarbejdere, kommunalt ansatte og private virksomheder rækker hænderne frem mod hinanden, skaber det en mærkbar synergi hele vejen rundt:
- For den unge: De får succesoplevelser, stærke netværk, en introduktion til arbejdsmarkedets uskrevne regler og vejen banet til fritidsjob.
- For boligsociale og kommunale indsatser: Ved at koble ressourcer sammen og lave en klar rollefordeling bliver der mulighed for at nå ud til og hjælpe endnu flere unge i fritidsjob.
- For virksomheden: De får stabil, motiveret og lokal arbejdskraft, samtidig med at de gør en konkret forskel i deres eget nærområde. De får adgang til vejledning om, hvilke regler og love der er på fritidsjobområdet.
- For Albertslund som by: Vi forebygger ledighed, styrker lokalsamfundet og skaber tryggere boligområder, fordi de unge tidligt lærer værdien af at bidrage til et fællesskab.
Den tværfaglige fritidsindsats i Albertslund, viser med al tydelighed, at når vi står sammen om indsatsen på tværs af sektorer, så får vi flest unge i job.
