1. januar 2017 startede en ny boligsocial indsats i Albertslund, som varer fra 2017 til udgangen af 2020. Indholdet af indsatsen er beskrevet i en boligsocial helhedsplan, som er godkendt af Landsbyggefonden.
Hvad er visionen?
Visionen er at skabe attraktive og velfungerende almene boligområder i Albertslund med engagerede og aktive medborgere.
Hvem er med?
Helhedsplanen dækker de fire boligområder: Hedemarken, Kanalens Kvarter, Blokland og Albertslund Nord. I alt 2.228 husstande med ca. 5.000 beboere.
Indsatserne udvikles i et samarbejde mellem Albertslund Kommune, KAB og BO-VEST, de tre boligselskaber: Albertslund Boligselskab, Boligselskabet AKB Albertslund, Vridsløselille Andelsboligforening samt de seks involverede afdelinger: AB Etagehusene, AB Nord, AKB Hedemarken, VA afd. 5 Kanalens Kvarter, VA afd. 7 Blokland, VA afd. 8 Bæk- og Fosgården.
Hvordan er organiseringen?
Lokale styregrupper
Der er nedsat styregrupper, som er forankret i hvert af de fire boligområder, for at sikre det lokale ejerskab og fremdrift i de lokale projekter. Her sidder en kommunal repræsentant, en repræsentant fra den lokale drift og repræsentanter fra de involverede afdelingsbestyrelser eller andre beboervalgte repræsentanter. Dertil er der en temastyregruppe omkring uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen målrettet de unge.
Tværgående ressourcegrupper
For hver af de tre indsatser er der nedsat en ressourcegruppe med relevante kommunale parter, boligområdets aktører og andre relevante parter fra erhvervslivet og foreningslivet. De enkelte ressourcegrupper mødes ca. 2 gange om året for at kvalificere indsatserne og drøfte prioriteringen af ressourcerne på tværs.
Overordnet bestyrelse
Bestyrelsen mødes 2 gange årligt for at følge udviklingen i projektet og revidere, diskutere og beslutte de overordnede visioner og strategier for det boligsociale arbejde på tværs af de involverede boligområder. Bestyrelsen har den overordnede politiske og økonomiske ledelse, følger op på tidsplanerne og bidrager til konfliktmægling i ABC-organisationen i det omfang, det er nødvendigt. For at sikre, at kommunalbestyrelse, organisationsbestyrelser og administrationer får de samme informationer, skal bestyrelsen løbende informeres skriftligt om projektudviklingen. I bestyrelsen sidder: Borgmesteren, formændene for de 3 organisationsbestyrelser: AB, AKB Albertslund og VA, kommunaldirektøren og repræsentanter fra den øverste administrative ledelse i boligadministrationerne KAB og BO-VEST samt sekretariatslederen for ABC.
Hvordan er finansieringen?
Til en 4-årig periode er der for januar 2017 til december 2020 en samlet budgetramme på 23,2 mio. kr. fordelt på: Landsbyggefonden: 15,2 mio. kr. Albertslund Kommune: 4. mio. kr. Boligafdelingerne: 4. mio. kr.
Medfinansieringen er fordelt som følger:
Afdeling | Udgift 2017-2020 | Udgift pr. år |
VA afd. 7 Blokland | 575.940 kr. | 143.985 |
AB Nord | 378.468 kr. | 94.617 |
VA afd. 8 Bæk/Fosgården | 304.948 kr. | 76.237 |
AKB Hedemarken | 1.200.496 kr. | 300.124 |
AB Etagehusene | 373.800 kr. | 93.45 |
VA afd. 5 Kanalens Kvarter | 322.944 kr. | 80.736 |
VA´s dispositionsfond | 524.064 kr. | 131.016 |
AB´s dispositionsfond | 319.416 kr. | 79.854 |
Albertslund kommune kontant | 3.192.000 kr. | 798.000 |
Albertslund kommune erlagte timer | 808.000 kr. | 202.000 |
Hvad er der fokus på?
Familier og Forebyggelse
- Mødrenetværk
- Temaarrangementer i samarbejde med skolerne
- Familieforløb
- Fædrenetværk – BABA
- Bydelsmødre
Uddannelse og Beskæftigelse
- Fritidsjobs
- Lommepengeprojekter
- Fremskudt uddannelsesvejledning
- Praktikpladser i byggesagerne
- Netværk for ledige
- Socialøkonomiske virksomhedsmuligheder
Naboskab og Trivsel
- Velkomstinitiativer til nye beboere
- Inkluderende fællesskaber på tværs
- Robuste boligområder
- Fritidsaktiviteter i boligområderne
Hvem er ansat?
Sekretariatet koordinerer og udvikler den overordnede boligsociale indsats i Albertslund med sekretariatsleder Trine Sander, chefkonsulent Mai Green Petersen og servicemedarbejder Pia Elsberg. Til at udvikle uddannelse og beskæftigelsesindsatsen sidder Lone Kaas med voksendelen, og Lam Cai Truong tager sig af børn og ungeindsatsen. I spidsen for forebyggelse og familieindsatserne er Louise Østergaard Andersen samt Jeppe Jensen, og til at vagetage initiativer som styrker trivslen og naboskabet, starter Lisbeth Urfe 1. marts. Klik her for at finde kontaktinformationer til den enkelte medarbejder i ABC.
Hvad bidrager helhedsplanen med?
Det overordnede formål med den boligsociale indsats er at skabe brede fællesskaber ved at styrke trivslen, forældreskabet, beskæftigelsesmulighederne og den sociale sammenhængskraft. Omdrejningspunkterne for initiativerne er:
- At øge trygheden og styrke den sociale kapital og integration i boligområderne og at understøtte beboernes generelle trivsel. Samt åbne boligområderne for bredere fællesskaber ved at udnytte de forskellige fysiske faciliteter.
- At støtte uafklarede unge i at finde deres rette hylde i uddannelsessystemet samt understøtte innovative og netværksskabende forløb, som kan motivere både unge og voksne til et aktivt arbejdsliv.
- At bryde negativ social arv ved at inddrage børnefamilier aktivt i det sociale liv og fællesskaber gennem en tidlig indsats.
Hvad er arbejdsmetoden?
Helhedsplanen tager udgangspunkt i en ressourcebaseret tilgang. Fokus er her på at kapacitetsopbygge boligområderne gennem empowerment af beboere og ved at identificere og understøtte områdernes potentialer, samt ved at bygge bro mellem lokale aktører og relevante kommunale nøglepersoner. Der skal fortsat arbejdes med en ABCD-tilgang (Asset Based Community Development). Dette indebærer, at der i hver af indsatserne afsættes tid til undersøgende og involverende opsøgende arbejde, og at resultatet af dette bruges i udviklingen af initiativerne.