
Nogle gange kan det være godt at blive presset en smule.
Da Kaltoum Belmouhand for fem år siden blev opfordret til at blive bydelsmor, sagde hun blankt nej.
– Jeg havde slet ikke tid. Ikke engang til at læse papirerne om projektet. Jeg havde jo travlt med arbejde, med at køre drengene til fodbold, hjælpe dem med lektier og den slags, siger den i dag 41-årige Albertslund-borger.
Men den boligsociale medarbejder, der havde opfordret Kaltoum til at blive bydelsmor, gav ikke op. Hun prikkede venligt til Kaltoum, når de så hinanden, og hun mailede Kaltoum og opfordrede hende til at genoverveje sit nej. Til i det mindste at læse papirerne. Og så skete der noget.

Opvokset i gårdene
Kaltoum Belmouhand er næsten indfødt Albertslund’er, nærmere betegnet ”fra gårdene.” Hun er født i Marokko, men flyttede til Bæk- og Fosgårdskvarteret allerede som toårig. Her oplevede hun en meget idyllisk barndom.
– Alle børn legede med hinanden. Når man kom ned på fodboldbanen, sagde de andre ”kom og vær med,” fortæller hun.
– Man låste nærmest ikke sin dør, men gik ind og ud hos sine venner, som om man var hjemme. Og alle i kvarteret hilste på hinanden, siger Kaltoum Belmouhand og lægger vægt på, at hun ikke kunne ønske sig en bedre barndom for sine egne tre børn.
Efter at have boet andre steder i Albertslund i nogle år var det derfor med stor glæde, at Kaltoum og hendes mand i 2010 fik en lejlighed i gårdene.
– Nu fik mine tre drenge alt den tryghed, jeg havde fået. Alt det fællesskab, som der er i gårdene, siger hun.
Men selvom Kaltoum og hendes mand var glade for at flytte tilbage til kvarteret, havde noget alligevel ændret sig. Fællesskabet og de positive vibrationer var ikke så stærke i gårdene som i 1980’erne. Folk hilste sjældnere på hinanden. Børnene legede i kliker.
Kaltoum Belmouhand kunne godt se, at det hele faldt tilbage på forældrene, de voksne i kvarteret. Og dermed også på hende selv.
Okay, da
Kaltoum Belmouhand tog fat på papirerne fra den boligsociale medarbejder. Her kunne hun læse, at en bydelsmor hjalp andre kvinder af anden etnisk herkomst med at trives og begå sig i det danske samfund. Med at opdrage børnene. Og med at få styr på kvindernes rettigheder og pligter i hverdagen.
– Jeg blev nysgerrig. For nogle af tingene hjalp jeg allerede andre kvinder i kvarteret med. Andre ting kunne jeg måske godt selv lære noget af, siger hun og henviser til, at hendes egne tre drenge var på vej til at blive teenagere og derfor blev mere krævende.
Kaltoum sagde ja tak til en tre måneders uddannelse som bydelsmor, der gik ud på, at bydelsmødrene mødtes og fik undervisning i emner som integration, sundhed og opdragelse.
For Kaltoum var det dog ikke undervisningen, der gav mest. Kvinderne, der var under uddannelse, delte nemlig personlige erfaringer og havde tid til at komme i dybden med deres historier undervejs. Og dermed gjorde de hinanden meget klogere.
Kurset sluttede med, at Albertslunds borgmester overrakte kvinderne et diplom, og siden har Kaltoum og hendes kolleger hjulpet etniske kvinder i lokalområdet.
– Det kan være små eller store ting. Men fordi vi bydelsmødre selv er fra etniske minoriteter, kan kvinderne lidt lettere spejle sig i os. Vi fungerer som en bro mellem de etniske kvinder og det danske samfund, siger hun og tilføjer:
– Hvis en mor mistrives, mistrives hele familien ofte. Derfor er det meget vigtigt at få styrket de her kvinder. Så de kan stå på egne ben, hvis de eller deres familie kommer ud i problemer.
Kvinderne henvender sig oftest til bydelsmødrene via deres lokale netværk eller bliver henvist af kommunen. Bydelsmødrene har udelukkende en vejledende funktion.
Læs også: Bydelsmødre gør status i Albertslund

Et eksempel
Da bydelsmødrene har tavshedspligt, kan Kaltoum Belmouhand ikke komme med et eksempel fra sit arbejde. Men hun kan fortælle om et forløb, som en af hendes kolleger har oplevet:
En ung kvinde opsøgte en bydelsmor efter, at kvinden havde mistet sin mand. Hun havde svært ved at komme sig over tabet, og hun havde svært ved at klare hverdagen med sine børn. Alt det, hendes mand tidligere havde stået for, var for hende nærmest umuligt: Kontakten med banken, at logge på NemID, breve fra kommunen, møder med daginstitutionerne.
– Hvis man er kvinde og ikke kan sproget, er man meget afhængig af sin familie. Hun havde pludselig ingen, siger Kaltoum Belmouhand.
– Det så ret svært ud. Min kollega var i tvivl, om kvinden kunne klare det, siger Kaltoum Belmouhand.
Men bydelsmoren guidede kvinden til at få hjælp de rette steder.
– Støtten findes i det danske samfund. Og det kan lade sig gøre, hvis man får den støtte. I dag er kvinden i gang med en uddannelse og er simpelthen så glad, fortæller Kaltoum Belmouhand.
Hvorfor dog?
Kaltoums arbejde som bydelsmor er frivilligt og ulønnet. Men det gør ikke noget.
– Det giver mig en glæde, stolthed og ro, at jeg har gjort noget godt for et andet menneske. Det er som at give en gave. Jeg føler inderst inde et ansvar for at hjælpe mine medsøstre, siger hun.
Derudover – og nok så vigtigt – er hendes arbejde med til at styrke hendes barndoms kvarter og beboernes trivsel og naboskab.
– Jeg er glad for, at jeg blev prikket til at være med. Jeg har virkelige lagt mit hjerte i det. Og det har ført rigtig meget med sig, siger Kaltoum Belmouhand, der siden har engageret sig yderligere i landsorganisationen for bydelsmødre. Og er blevet valgt ind i sin boligafdelings bestyrelse.
Prik til andre
Find gode tips til den gode velkomst i denne lille folder, som samler erfaringerne fra ABC’s ressourcenetværk.

Du kan også læse mere om, hvordan folderen er blevet til i blogindlægget ‘Byder du de nye velkomne?’
Se også flere historier om, hvilken forskel den gode velkomst har gjort i Albertslunds boligområder her på bloggen.
Andre artikler i serien:
Velkommen til: Friske æg og kammeratskab
Velkommen til: Kaffe og livsglæde