For mig, er godt naboskab vigtigt. Men ikke altafgørende. Jeg har boet det samme sted i mine snart 19 år, og kun én nabo er flyttet. Jeg bor i rækkehus i Albertslund Syd og har derfor en nabo på hver side. Jeg vil sige, at vores naboskab med begge familier er godt. Det er rart at småsnakke lidt, når man står og skal låse sig ind efter skole, eller når man er på vej ud.
Mine naboer har kendt mig, siden jeg var helt lille, og jeg har mange gange været på besøg og passet deres børn eller hjulpet med diverse ting de havde brug for. Ét år holdt vi nytårsaften sammen, skålede og talte ned til klokken blev tolv. Det er, hvad jeg tænker, er et godt naboskab. Når man som jeg, bor i rækkehus, er det vigtigt at have et godt forhold, eller som det mindste at kunne holde sin nabo ud. Og jeg tænker at det er noget at være taknemmelig for, taget i betragtning af at DR har lavet en hel programserie over nabostride.
Jeg synes kun det er hyggeligt, når man om sommeren sidder i haven og griller og kan høre latter, børnestemmer og bestik på tallerkener på begge sider. Vi har tilmed lavet en lille klokke, som hænger over plankeværket, så hvis vi skal i kontakt med naboerne og man ikke gider stå og råbe, kan man bare hive i snoren. Gennem årene har vi altid hjulpet hinanden, når der har været brug for det. Lige meget om det var en kop sukker eller en ekstra hånd til at slå græsset eller indstille et nyt tv. Og det giver en form for tryghed, at vide, at hvis noget går helt galt, så er hjælpen ikke længere væk end inde på den anden side af væggen.
Ud over naboer inden for selve den blok vi bor i, har min familie og jeg også et godt fællesskab med mange af beboerne fra de andre blokke. Der er dem vi en gang i mellem lufter hunden med, skrædderen som syer vores tøj hvis opgaven bliver for stor, fiskehandleren som altid kommer med en sjov kæk bemærkning, når man møder ham, og de mange børn fra området, som så ivrigt spørger mig, hvad jeg hedder og hvor jeg skal hen, når jeg går forbi. Jeg har tit været indebrændt på byen i personlige kriser, men når jeg som nu sidder og tænker på de små specielle ting som er ved min barndomsby, kan jeg alligevel ikke lade være med at blive glad for, at det er lige præcis her jeg er vokset op og stadig bor.
Uden for den blok jeg bor i, er jeg gennem årene også vokset op med forskellige unge fra området. Vi har kendt hinanden siden barnsben, og er derfor på nogle måder, som en lille familie. Vi holder sammen og hjælper hinanden, hvis noget går galt. Mange ser jeg stadig, mange ser jeg ikke. Det gode ved mit kvarter er, at det er stort. Så der er rige muligheder for børn for at finde legekammerater. Vi har både boldbanerne (BS72), legepladser, store som små, bjerget hvor oppe troldene gemmer sig, og uddannelsesmuligheder (Albertslund Gymnasium) lige rundt om hjørnet – alt sammen samlet et sted.
